En familie på tre bestående af mor, far og en dreng på tre år fik sig natten til torsdag kl. 2.30 noget af en forskrækkelse, da de blev vækket af høje brag fra loftet.

Det skriver Horsens Folkeblad.

Bragene skyldtes, at der var gået ild i tagkonstruktionen, som allerede brændte med kraftige flammer.

Forældrene, der begge er i begyndelsen af 30erne, samt deres treårige søn kom hurtigt ud af villaen ved egen hjælp.

Brandvæsenet formåede at redde familiens to katte ud af det brændende hus.

Det vides endnu ikke, hvorfor branden i Villaen i Ringparken i Hedensted opstod. Årsagen skal nu efterforskes.

Det meste af taget er brændt ned, men der er endnu ikke overblik over de øvrige skader på huset.

Familien blev efterfølgende kørt til undersøgelse på hospitalet for røgskader.