Det kunne være gået helt galt, da tre børn lørdag aften kastede en sten fra en bro og ramte en bil.
Heldigvis skete der kun materiel skade, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

De tre otteårige, en pige og to drenge, stod på en bro på Baldersbækvej ved Hovborg i Sydjylland. En af drengene kastede en sten ud fra broen, netop da en bil passerede på Grindstedvej nedenunder.

»Det er en alvorlig sag. Det er kun tilfældet, der afgør, at der ikke skete mere, end der gjorde. Havde stenen ramt fem centimeter længere til siden, var føreren blevet ramt,« siger vagtchef Erik Lindholm.

Stenen ramte bilens a-stolpe, der holder forruden, men gik ikke gennem ruden. Efter uheldet, der fandt sted lørdag omkring kl. 18, fik den 35-årige fører selv fat i børnene, der indrømmede udåden. Han fulgte dem hjem og fik en snak med børnenes forældre.

Først søndag middag anmeldte han stenkastet til politiet, som tog anmeldelsen meget alvorligt.

En patrulje rykkede ud, spærrede hovedvejen af og ledte med hunde efter stenen. Dog uden held.
Også politiet har været på hjemmebesøg og snakket med børnenes forældre.

»Vi har overgivet sagen til områdecenter Nordøst, der bestemmer, om der skal laves noget opfølgende f.eks. i SSP-regi,« siger Erik Lindholdt.