Fyns Politi oplyser tirsdag, at man muligvis har fundet ejeren til en større møntsamling, som tilfældigvis blev fundet af to børn for over en uge siden.

1. november var Alma Noe Westberg ude sammen med sin ven – niårige Kalle Kjær Hansen – for at plukke blomster, da hun spottede noget i en sø i Roesskovsparken nær vennens hjem i en forstad til Odense.

Det, pigen fik øje på, viste sig at være et pengeskab, og inde i det var der altså en betragtelig samling mønter. Det fik vennen Kalle Kjær Hansens far til at kontakte politiet, så man kunne finde ud af, hvor samlingen hørte til.

B.T. har taget fat i Fyns Politi, som i et skriftligt svar oplyser følgende om sagen:

Bjørn Hansens ven, der har kigget på samlingen, mener, at det er nogen, der har samlet i en del år, der står bag.
Bjørn Hansens ven, der har kigget på samlingen, mener, at det er nogen, der har samlet i en del år, der står bag. Foto: Foto: Privat
Vis mere

»Angående historien om den fundne møntsamling, så er vi i kontakt med en borger, som kommer onsdag for at se, om vedkommende kan genkende samlingen. Han vil i så fald få mønterne udleveret,« lyder det fra politiet.

Politiet har ikke flere oplysninger på nuværende tidspunkt.

Til gengæld er Bjørn Hansen, der er far til Kalle Kjær Hansen og ansvarlig for både at bjærge pengeskab og ttilkaldepoliti, godt tilfreds.

»Jeg tænker, at det er superfint, hvis man har fundet den rette ejer, så mønterne kan komme tilbage, hvor de hører til,« siger han.

Om aftenen, efter Bjørn Hansen og børnene fandt mønterne, kom en ven af familien, der selv er møntsamler, på besøg. Vennen kunne fortælle, at det var en betragtelig samling, de havde fundet.

»På et tidspunkt lander min ven ved nogle tyske mønter fra Anden Verdenskrig, og der kan jeg ligesom fornemme, at de er rimeligt almindelige, men så lægger han mærke til, mønterne er lagt i kronologisk orden, og så begynder han at bladre bagud. Og så er det, han bliver mere og mere vild i blikket,« sagde Bjørn Hansen til B.T., da han første gang fortalte om fundet.

»Min ven sagde til mig, at det var en af de helt store (blandt møntsamlere, red,), og at der måtte være tale om nogens livsværk. Det er i hvert fald ikke lige sådan en samling, man får stablet på benene over nogle måneder.«

Da familien fandt pengeskabet, var der fire til fem mapper fyldt med mønter, og børnene har efterfølgende fået meget opmærksomhed på deres skole. Bjørn Hansen har desuden været nede for at se, om han kunne finde flere mønter, da skabet blev fundet åbent i vandet.