En 70 kilometer lang biljagt med hasarderet kørsel og voldsomme fartoverskridelser i en stjålen bil har i dag ført til, at to teenagere er blevet dømt.

Episoden udspandt sig i marts i år, hvor den dengang 16-årige dreng og 15-årige pige stjal en bil på en adresse i Hvidovre.

Ved hjælp af gps-sporing fandt politiet hurtigt frem til de to unge biltyve, som i sagens natur ikke havde kørekort.

Herefter fulgte en hæsblæsende biljagt – med hastigheder over 100 procent af det tilladte – ligesom det unge par både kørte i nødsporet, mod færdselsretningen og over for rødt lys.

Jagten strakte sig over 70 kilometer forbi byer som Roskilde, Hedehusene og Ishøj, hvor biljagten endte i et færdselsuheld.

Før det havde flere patruljer forsøgt at få bragt de unge mennesker til standsning.

Blandt andet med sømmåtter, der punkterede det ene af bilens dæk. Man afspærrede kortvarigt Holbækmotorvejen ved Roskilde.

På mirakuløs vis skete der kun materielle skader under biljagten.

Det var kun den dengang 16-årige dreng, som kørte bilen, men under biljagten optog den 15-årige pige flere videoer, hvor man hører hende guide føreren af bilen, og hvordan hun råber: 'Kør kør kør'. Derfor er hun også blevet dømt i sagen.

Drengen blev idømt et års betinget fængsel, imens pigen blev idømt et halvt års betinget fængsel.

Først på sin 26-års fødselsdag kan drengen få lov til at køre bil igen, da han er blevet frakendt førerretten i otte år. Frakendelsen træder i kraft, når han fylder 18.

»De fire vidner, vi havde inde fra politiet, sagde alle, at det var den vildeste eftersættelse, de havde prøvet,« siger anklager Natali Nasr, der er tilfreds med dommen.

»Retten har et langt stykke af vejen dømt efter min påstand. Det er en alvorlig sag, men vi har også taget højde for deres meget unge alder,« fortæller anklageren.

Drengen modtog dommen, og pigen har taget betænkningstid i forhold til eventuel anke.