Lyt til artiklen

Sommervarmen har tilsyneladende efterladt sig aftryk i voldtægts-statistikken.

Bare i løbet af den seneste uges tid er politiet alene i to jyske politikredse - Østjylland og Nordjylland - gået ud med efterlysninger og anholdelser i fem voldtægtssager. I tre af dem er gerningsmændene stadig på fri fod og efterlyst.

I Aarhus gælder det senest gerningsmanden, der ved midnatstid natten til torsdag voldtog en 16-årig pige i Mindeparken tæt ved Marselisborg Slot syd for byens centrum. Den overfaldne pige henvendte sig kort efter klokken 01 til betjente fra Østjyllands Politi, der i forvejen var til stede i parken for at sikre lov og orden blandt de mange forsamlede parkgæster. Ifølge pigens anmeldelse var hun kort forinden blevet udsat for voldtægt efter at være blevet overfaldet bagfra af en ukendt gerningsmand. Der foreligger ikke noget nærmere signalement af gerningsmanden.

Det gør der derimod i en af de andre voldtægtssager fra Aarhus, hvor den forurettede er en 52-årig kvinde. Hun har forklaret politiet, at hun tilfældigvis mødte gerningsmanden på banegården i Aarhus 7. juli kl. 05.55, da hun ledte efter et toilet. De fulgtes ad for at finde et toilet og gik sammen ind i en baggård i Rosenkrantzgade, hvor hun ifølge sin forklaring blev overfaldet og voldtaget, hvorefter den yngre mand løb fra stedet i retning mod Ryesgade. Kl. 06.16 anmeldte kvinden voldtægten, men først nu offentliggør Østjyllands Politi et signalement af den formodede gerningsmand og et par overvågningsbilleder af ham.

Han beskrives som ca. 22 år, mørk i huden og somalisk af udseende, slank og omkring 175 cm høj med smalt ansigt og sort, kortklippet hår. Desuden talte han dansk.

Somalisk herkomst og statsborgerskab har også den 29-årige mand, der i sidste uge blev anholdt og varetægtsfængslet for voldtægten af en 26-årig kvinde i Botanisk Have i Aarhus om mandagen. Kvinden forklarede politiet, at hun havde mødt manden kort inden, hvorefter de var faldet i snak og var fulgtes ad gennem Botanisk Have, indtil han forgreb sig på hende. Mindre end fire timer efter anmeldelsen blev manden anholdt i Aarhus og sidder nu fængslet.

Og i Hjørring har Nordjyllands Politi to aktuelle sager om voldtægt af teenagepiger på henholdsvis 17 og 14 år i forbindelse med fodboldstævnet Dana Cup i Hjørring. En 16-årig dreng er varetægtsfængslet for voldtægten af den 17-årige, der blev overfaldet natten til onsdag på en sti nær Idræts Allé, hvor hun var på vej fra et festligt arrangement. Han nægter sig skyldig.

Derimod har politiet endnu ikke kunnet anholde nogen for voldtægten af en 14-årig pige fredag aften efter en fest i Vendia-hallen. Pigen forlod hallen for at lede efter en veninde, men endte i stedet i et telt på Sportspladsen Landlyst, hvor hun ifølge politiet blev voldtaget. Den ca. 17-årige gerningsmand talte engelsk, var mørk i huden, 185 centimeter høj og muskuløs, kortklippet og med sort, krøllet hår.