Politiet har igen måttet tage bødeblokken frem i forbindelse med forsamlingsforbuddet.

Pinsen er skudt i gang, og fredag var første dag, hvor mange danskere kunne holde fri og nyde solskinsvejret. Det fik også flere danskere til at bevæge sige udenfor og forsamle sig.

Tilsyneladende er det dog ikke alle, der er opfører sig i trit med forsamlingsforbuddet. I Randers måtte Østjyllands Politi sågar bryde flere forsamlinger op, hvilket også resulterede i bøder.

Det forklarer Per Benneskov, vagtchef hos Østjyllands Politi.

»Der har været nogle hændelser, hvor vi har grebet ind over for flere forsamlinger. I den forbindelse har vi vejledt om, at der kun må være max ti personer samlet. Da vi kom tilbage, sad der stadig en gruppe på 11 mennesker,« siger vagtchef.

Samtlige 11 er derfor blevet sigtet og modtager hver en bøde på 2.500 kroner. Aldersgruppen på de 11 kan Per Benneskov ikke oplyse.

Hos Københavns Politi kan man omvendt berette, at bødeblokken ikke har været fremme i løbet af fredag aften og natten til lørdag.

Det er til trods for, at Kødbyen var tætpakket med mennesker fredag aften. B.T. har også modtaget flere henvendelser om mange mennesker samlet omkring søerne i København. Det bekræfter Københavns Politi ligeledes.

Fredag aften var der godt tryk på Kødbyen i København. Foto: Daniel Nøjsen.
Fredag aften var der godt tryk på Kødbyen i København. Foto: Daniel Nøjsen.
Vis mere

»Vi har været der, og der har været mange mennesker samlet. Men vores vurdering har været, at det har set fornuftigt ud. Måske har patruljernes tilstedeværelse gjort folk ekstra opmærksomme. I hvert har vurderingen været, at man ikke skulle skride ind,« siger vagthavende ved Københavns Politi, Henrik Brix.

»Så kan det godt være, folk står tættere sammen, når politiet ikke er der. Men jeg synes, at dialogen er vejen frem, og så kan folk godt forstå det. Og så går det egentlig fornuftigt.«

Henrik Brix uddyber, at når politiet gør folk opmærksomme på forsamlingsforbuddet og efterfølgende vender tilbage på samme sted, så har det i langt de fleste tilfælde en positiv effekt på de tætpakkede forsamlinger.

Forsamlingsforbuddet på ti personer samlet gælder indtil videre til og med den 8. juni.