Martin havde blod i hele ansigten, da de tre gerningsmænd havde givet ham det sidste knytnæveslag og var stukket af ad rulletrappen på Københavns Hovedbanegård.

Han fik tørret blodet væk, tog hånden i lommen, hev telefonen og ville ringe 112.

Men telefonens skærm var smadret efter de mange slag, så han rettede sig i stedet mod den togfører, der på perron syv havde overværet gruppeoverfaldet.

»Vil du ikke ringe 112?,« spurgte Martin, der blev overfaldet dem 18. oktober 2025.

Men til hans store overraskelse var det et klokkeklart »nej« var togføreren.

»Han ville ikke blande sig i det og virkede fuldstændig ligeglad i momentet. Han sagde, at jeg nok selv skulle ringe,« siger Martin, der til dagligt arbejder som politibetjent, til B.T, og fortsætter:

»Gerningsmændene var løbet fra stedet, så faremomentet var overstået – og alligevel nægtede han.«

Målløs over togføreren hev Martin igen fat i sin telefon fik nu med besvær ringet til politiet, der kort efter kunne anholde de tre mænd af anden etnisk herkomst end dansk.

De tre gerningsmænd blev i fredags i Københavns Byret idømt 60 dages fængsel for overfaldet – den ene af dem blev ligeledes udvist.

Efter overfaldet var Martin så fortørnet over togførerens manglende hjælp, at han klagede til DSB.

Transportvirksomheden undersøgte sagen og meldte kort efter tilbage i en mail, som B.T. er i besiddelse af. 

Her lød det:

»Min kollega, som afviste at hjælpe med at ringe til politi og ambulance, har nu været til en samtale med chefen for togpersonalerne. Han er således nu instrueret i, hvad der er god og hjælpsom adfærd, og hvilke procedurer vi skal følge, når der er en nødstedt rejsende,« skriver DSB og fortsætter:

»På DSB's vegne vil jeg gerne undskylde for, at vi ikke hjalp dig, da du havde brug for os.«

B.T. har rakt ud til DSB, og her lyder det fra presseafdelingen, at man »beklager sagen«, og at danskerne i lignende situationer kan regne med, at de får hjælp. Man har ikke yderligere kommentarer.

Martin fik et trykspark og omkring 10-15 knytnæveslag i forbindelse med overfaldet. Det har blandt andet også kostet ham en flere måneder lang sygemelding på grund af en hjernerystelse.

Derfor føles det også en smule »tomt«, at de tre gerningsmænd fik 60 dages fængsel - hvor det i to af de tres tilfælde er betinget.

»Det er en tom fornemmelse, at gerningsmændene får 60 dages betinget fængsel, og jeg selv har været sygemeldt i 72 dage med hjernerystelse. Jeg har været nødt til at afskærme mig fra min familie og 'låse mig inde' for at passe på mit hoved,« siger Martin og fortsætter:

»Samtidig kan gerningsmændene stadig være sammen med deres familie, når dommen kun er betinget.«

Martin er ikke offerets rigtige navn. Af hensyn til hans hverv som politimand har han ønsket at være anonym.  B.T. er dog bekendt med offerets rigtige identitet.