Natten til mandag blev der begået indbrud i en frisørsalon på Frederiks Allé.
Men tyven glemte tilsyneladende at tørre op efter sig selv.
En kvinde kontaktede politiet klokken 05.19 om natten, efter hun havde set en mand kravle ud gennem et knust vindue i salonen, skriver Aarhus Stiftstidende.
Da en patrulje kort efter kom frem, kunne betjentene konstatere, at der var brudt ind i salonen. Et kasseapparat var blevet stjålet – dog kun med få kontanter i.
Men uden for forretningen havde tyven efterladt sig et spor af blod.
Et spor politiet fulgte hele vejen til Jægergårdsgade i Aarhus, hvor de fandt en 44-årig mand, der matchede signalementet.
Manden blødte fra fingeren og havde et pengebeløb svarende til kassebeholdningen i lommen.
Han blev efterfølgende anholdt og sigtet for indbruddet.
