Et voldsomt samlivsopgør endte natten til lørdag i et blodigt knivoverfald i en lejlighed i Randers.
Klokken 00.10 fik politiet anmeldelse fra sygehuset i Randers, hvor en 32-årig mand var blevet indbragt med flere knivstik.
»Manden er blevet stukket med flere stik over en,« forklarer vagtchef hos Østjyllands Politi Rasmus Houmann til B.T.
Ifølge politiet er den mistænkte gerningsperson mandens samlever – en 37-årig kvinde – som blev anholdt lørdag morgen efter en intensiv eftersøgning.
»Vi har netop anholdt kvinden for omkring en time siden,« siger vagtchefen.
Politiet har siden arbejdet på gerningsstedet, hvor det formodede gerningsvåben er fundet, og flere vidner er blevet afhørt.
Sagen betegnes som samlivsrelateret:
»Men vi er fortsat i den indledende efterforskningsfase, hvor vi skal klarlægge hændelsesforløbet og foretage de nødvendige tekniske undersøgelser,« siger vagtchefen.
Den 32-årige mand er uden for livsfare, men fortsat indlagt på hospitalet.
Kvinden er ikke umiddelbart kendt af politiet, tilføjer vagtchefen.
»Vi vurderer sammen med anklagemyndigheden, om der skal ske fremstilling i grundlovsforhør, men det sker sandsynligvis enten senere i dag eller tidligt søndag,« siger han.
Politiet kan på nuværende tidspunkt ikke oplyse, om der har været børn til stede i lejligheden.

