Passagererne i Svendborgtoget på Fyn fik onsdag eftermiddag en oplevelse, der rakte ud over det sædvanlige med aflysninger, forsinkelser og togbusser.

En 24-årig mand, der blødte fra hænderne, opførte sig aggressivt, råbte op og ville slås med de øvrige passagerer i toget.

Han tørrede også blod af i tøjet på en kvindelig passager.

Det skriver Fyens.dk.

Den voldsomme adfærd blev til sidst for meget for to medpassagerer, der greb ind og fastholdt manden, mens der blev ringet til politiet.

Den 24-årige mand blev overgivet til politiet, da toget ankom til Svendborg Vest-stationen klokken 13.15.

Det fremgår ikke af politiets døgnrapport, hvad der var årsag til den voldsomme adfærd.

Det vides heller ikke, hvorfor den 24-årige mand blødte fra hænderne.