Opholder du dig i Sønderjylland den 8. december, så modtager du muligvis en noget anderledes besked.

For netop den dag tester de tyske myndigheder et nyt varslingssystem.

Så befinder du dig i området, mens du er koblet på en tysk telemast, vil du også modtage beskeden.

Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse:

»Befinder man sig i Sønderjylland, mens der testes, og er ens telefon koblet på en af de tyske telemaster, vil man kunne høre den skarpe advarselslyd og få testbeskeden, som de tyske myndigheder udsender,« lyder det:

»Modtager du en af de tyske testvarslinger den 8. december, kan den med sindsro slettes.«

Det nye mobilbaseret varslingssystem, man er ved at udvikle i Tyskland, kan sende advarsler til alle borgeres mobiltelefoner i et område gennem dets telemaster.

Ifølge politiet kaldes teknikken bag 'cell broadcast', og den svarer til, at telefonen modtager en radiotransmission.

I Danmark er myndighederne også i gang med at udvikle et tilsvarende system med den samme teknologi.