Hver dag hjælper såkaldte lydfyr blinde over lyskryds ved trafikerede veje i hele landet, men flere oplever nu, at de bippende lydfyr bliver ødelagt – angiveligt fordi de larmer for meget.

»Jeg er meget afhængig af de lydfyr, og det er et problem, der kan ende i manddrab, hvis folk bliver ved med at ødelægge dem.«

Ordene kommer fra 70-årige Frede Mench, der er stort set blind på begge øjne. Derfor er han også afhængig af de lydfyr, der hænger i lyskryds nær hans bopæl i Gentofte. Men siden maj har han gentagne gange oplevet, at de har været ødelagt.

»Når man som mig er helt blind på det ene øje og kun har to procent restsyn på det andet, så har jeg brug for min hørelse, og der er de her lydfyr en genial opfindelse, når de virker. Men hvis nogen saboterer dem ved at stikke noget ind i højttaleren, så har vi altså et problem,« fortæller Frede Mench og tilføjer:

»Jeg går over det lyskryds hver dag, fordi jeg skal ned i Brugsen og handle, men det er ødelagt systematisk med jævne mellemrum – formentlig fordi nogen er irriteret over lyden. Så ringer jeg til Gentofte Kommune, og to timer senere er det typisk repareret,« siger han og understreger, at Gentofte Kommune er hurtige til at reagere.

Har du oplevet noget lignende, eller er du generet af bippende lydfyr, så hører B.T. gerne fra dig. Skriv til sboa@bt.dk.

Park- og vejchef i Gentofte Kommune Henning Uldal bekræfter over for Villabyerne, der i første omgang omtalte historien, at der flere gange er blevet udøvet hærværk mod de pågældende lydfyr. I en e-mail til B.T. uddyber han:

»Udfordringen er her, at der bliver sat lyddæmpende materiale foran højttaleren. Det ødelægger langsomt lydfyrets højttaler, og det er selvfølgelig ikke i orden. Vi er derfor i dialog med operatøren for at finde en løsning, så denne form for chikane ikke kan forekomme.«

Det er angiveligt via dette lille hul, lydfyret i Gentofte bliver ødelagt. Vis mere

Problemer over hele landet

Det er imidlertid ikke kun i Gentofte, at de vigtige lydfyr bliver ødelagt. Ifølge landsformand i Dansk Blindesamfund Thorkild Olesen er det noget, man oplever over hele landet.

»Det er ikke et ukendt problem, og det er ikke kun i Gentofte Kommune, at vi oplever det. Blinde er meget afhængige af de lydfyr, og man har virkelig et problem, hvis man skal over vejen, og de ikke virker,« siger Thorkild Olesen og tilføjer:

»Det er et virkemiddel, der skal sikre, at vi kan færdes trygt i trafikken.«

Han forklarer, at Dansk Blindesamfund »mindst et par gange om måneden« modtager henvendelser fra medlemmer, der oplever, at lydfyr er ødelagt, ved at isoleringsskum er blevet sprøjtet ind i lydfyret, eller at nåle og søm er stukket ind i højttaleren.

Frede Mench frygter, at det en dag kan koste menneskeliv, hvis de vigtige lydfyr fortsat bliver ødelagt. Vis mere

Slukket om natten

I et forsøg på at imødegå de støjgener, der eventuelt kan være forbundet med de bippende lydfyr, har Gentofte Kommune ifølge Villabyerne valgt at slukke for dem mellem klokken 21 og klokken 08 om morgenen, men det er ikke en løsning på problemet, mener Frede Mench.

»Så må vi blinde ikke færdes ude om aftenen?« spørger han retorisk.

Men kan du forstå, at naboer kan være trætte af den bippende lyd døgnet rundt?

»Nej, det kan jeg faktisk ikke. Så generende kan de heller ikke være, og ellers skulle man måske finde sig et andet sted at bo.«