Flere ting viste sig at være galt, da en mandlig bilist blev stoppet af politiet.

En af tingene var, at han »blev skønnet påvirket af euforiserende stoffer« – mens han havde et barn med sig i bilen.

Det fremgår af døgnrapporten hos Midt- og Vestsjællands Politi.

Det var tirsdag klokken 08.41, at politiet stoppede en personbil på Savværksvej i Nykøbing Sjælland.

Inde i bilen sad en 42-årig lokal mand, og han havde sit barn med sig.

Manden blev af politiet vurderet til at være påvirket – og han blev derfor sigtet for det.

»Samtidigt kørte han bil, selvom han var frakendt førerretten,« oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Politiet vil nu underrette de sociale myndigheder om sagen.