En 45-årig mand, der fredag eftermiddag kom til skade under en træfældning, er fortsat i kritisk tilstand.

Det oplyser vagtchef Lasse Jensen ved Midt- og Vestsjællands Politi til B.T.

Ulykken skete på en gård i Store Fuglede syd for Kalundborg.

Politiet blev kaldt ud til stedet af et alarmopkald klokken 14.57. Den 45-årige var kommet i klemme under et træ ved en privat træfældning.

Både politi, brandvæsen og lægehelikopter blev tilkaldt. Efter at træet var blevet fjernet, fik manden førstehjælp, hvorefter han blev fløjet til hospitalet.

Politiet fik mandag morgen den senest melding om hans tilstand, som altså fortsat var kritisk.