En blot otteårig dreng blev lørdag lagt i kunstig koma, efter han blev ramt af en bil i Malling, hvor han cyklede rundt.

Nu er der godt nyt om hans tilstand, skriver TV 2 Østjylland.

Til lokalmediet fortæller vagtchef René Ludvig fra Østjyllands Politi, at drengen søndag blev vækket – og at han reagerer positivt på lægernes klem i hans hånd.

»Det er ikke ligesom at vågne fra almindelig søvn. Derfor tager det lige lidt tid, og lægerne er fortsat i gang med nogle undersøgelser, men det er fantastisk at få at vide, at drengen er i bedring,« siger han til TV 2 Østjylland.

Politiet modtog anmeldelsen om ulykken, der fandt sted på Bredgade i Malling, klokken 15.20 lørdag eftermiddag.

»Det er alvorligt. Han trækker vejret, men han er ikke kontaktbar,« lød det kort efter ulykken fra vagtchef Rene Ludvig til B.T.

Drengen blev efterfølgende kørt med politieskorte til Aarhus Universitetshospital i Skejby, hvor han blev indlagt.

I første omgang kendte politiet ikke drengens identitet, og de bad derfor offentligheden om hjælp til at finde frem til drengens familie.

I den forbindelse offentliggjorde politiet et signalement af drengens cykel, og hans alder blev estimeret til at være mellem 10 og 13 år.

Senere er det dog kommet frem, at han er otte år.

Ulykken skete, efter drengen af uvisse årsager kom ud på vejbanen, hvor han blev ramt af en bil.

Politiet er endnu ved at klarlægge hændelsesforløbet, oplyser vagtchefen til TV 2 Østjylland.