Natten til fredag blev føreren af en bil overrasket under kørsel på Vestmorsvej ved Øster Jølby på Mors.

Her løb et rådyr pludselig over vejen – og da føreren forsøgte at undvige, gik det galt.

Bilen endte i grøften og ramte et skilt. Det skriver Nordjyske.

Både bilens fører og en passager måtte hjælpes ud af Beredskabet.

Efterfølgende blev de begge kørt til Viborg Sygehus.

Heldigvis slap de uden alvorlige skader, skriver Nordjyske.

Uheldet blev anmeldt klokken 00.15 natten til fredag.

Den seneste tid har der været en stigning i antallet af påkørsler af vildt, hvilket kan skyldes, at dagene bliver kortere og mørkere, hvorfor det er sværere for bilisterne at se dyrene ved vejene, før det er for sent.