Det var den 17-årige Camilla Viftrup fra Auning, der i går blev påkørt og dræbt af en 37-årig mand i Nimtofte. Han er efterfølgende blevet sigtet for uagtsomt manddrab og spirituskørsel. På Facebook er der oprettet en mindeside, og på pigens egen profil vælter minde-beskederne ind.

Siden 'R.I.P Camilla Viftrup' har i skrivende stund 1830 synes-godt-om-tilkendegivelser, og antallet vokser minut for minut. Her har folk allerede udtrykt deres kondolencer over for Camilla og Camillas pårørende.

- Tænder et lys for dig ... du var en lille solstråle, skriver Elinor Kronborg, mens Marianne Kjær Andersen skriver, at det er en alt for ung alder at dø i.

På Camilla Viftrups egen profil strømmer det også ind med flere beskeder. Bl.a. skriver Susanne Busk Iversen:

- R.I.P kære Camilla Viftrup, din skønne og dejlige pige. Hvor er det uretfærdig, trist og så ubeskrivelig forfærdeligt, det der er sket - I hjertet gemt men aldrig glemt :-)) Sov sødt din skønne pige.

Camilla Viftrup var cheerleader for Randers Cheerleaders, og på cheerleadernes hjemmeside bekræfter de også det tragiske dødsfald.

- Vores alle sammens senior flyer Camilla Viftrup er i dag (søndag, red.) blevet taget fra os. Vi vil komme til at savne dig hos Randers cheerleaders. Alle vores tanker går til dig og din familie. Hvil i fred søde Camilla. På Randers cheerleaders vegne.

Ulykken skete søndag formiddag kl. 11.27 på Kolstrupvej kort før krydset Kolstrupvej-Kvasbrovej i Nimtofte på Djursland. Her ramte den 37-årige mand Camilla Viftrup og hendes veninde - en 18-årig pige fra Ryomgård - efter han mistede herredømmet over sin bil i en blød kurve. Veninden overlevede og er uden for livsfare, men Camilla Viftrup blev erklæret død ved ankomsten til regionshospitalet i Randers.

På stedet har venner og familie lagt masser af blomster og stearinlys til minde om den 17-årige pige.

Den 37-årige mand, der er fra Beder, fremstilles i grundlovsforhør i Retten i Randers kl. 11.30 mandag.