Dødstrusler, grov vold og tyverier.

Den skuddræbte Jørgen Nikolaj Lund, der for godt to uger siden brutalt blev likvideret med skud ind gennem et vindue i et hus i sommerhusområdet Veddinge Bakker i Nordvestsjælland, havde måske god grund til at se sig over skulderen før sin pludselige død.

Allerede ganske kort efter skuddrabet meldte politiet ud i en pressemeddelelse, at drabet var foregået i det kriminelle miljø i Odsherred. Og den dræbtes omgangskreds talte da heller ikke alene kendisser som realitystjernen Linse Kessler og mesterbokserne Mikkel Kessler og Patrick Nielsen.

Igennem årene var Jørgen Nikolaj Lund også involveret i massiv kriminalitet. Alene i årene 2001-2011 kostede det ham ni fængselsdomme. Den samlede straf udgjorde 55 måneders fængsel, viser de personlige oplysninger om den nu myrdede i hans seneste kendte dom fra 2011, som BT har fået indsigt i.

Her blev han idømt ni måneders fængsel for at have spillet en aktiv rolle som afstraffer, da en gældsplaget indehaver af et tømrerfirma pludselig kom til at stå smerteligt til regnskab for sin gæld på omkring en halv million kroner til en af Jørgen Nikolaj Lunds bekendte.

Virksomhedsindehaveren blev i marts 2011 passet op ved frokosttid på en café på Fisketorvet i København af tre solidt byggede mænd.

Blandt dem var Jørgen Nikolaj Lund, der lagde ud med at smække et knytnæveslag i ansigtet på skyldneren for at få ham til at forstå, at det var alvor. Bagefter blev offeret ifølge sin egen forklaring i retten tvunget med op på parkeringstaget på Fisketorvet - ellers ville han »blive stukket«, lød truslen.

Offeret så dog ingen kniv, men da han forsøgte at stikke af på parkeringstaget, blev han indhentet, hvorefter Jørgen Nikolaj Lund ifølge dommen gav ham et knæ i ansigtet. Virksomhedsejeren blev trukket ned på asfalten, så tæskeholdet kunne sparke og trampe ham i ansigtet og på kroppen. Den grove vold kom til at koste Jørgen Nikolaj Lund ni måneders fængsel, mens de to øvrige gerningsmand blev idømt henholdsvis seks og syv måneders frihedsstraf.

Drabet i Veddinge Bakker fandt sted sidst på eftermiddagen lørdag 14. januar. Her blev den 42-årige Jørgen Nikolaj Lund dødeligt såret af skud i sit helårshus på Pilebakken 14. Han blev tilsyneladende skudt gennem et vinduesparti i gulstensvillaen, mens han opholdt sig inde i huset. Han blev søndag middag fundet dødeligt såret af en veninde og fløjet væk fra findestedet i helikopter. Kort efter blev han dog erklæret død på sygehuset.

Midt- og Vestsjællands Politi har foreløbig været usædvanligt hemmelighedsfulde om de nærmere omstændigheder ved drabet og om efterforskningsarbejdet. Blandt andet vides det ikke, hvilket våben gerningsmanden anvendte eller hvor mange skud, der blev affyret.

Politiets talsmand lagde dog forleden ikke skjul på over for BT, at man i efterforskningen er fuldt opmærksomme på den dræbtes tidligere kriminalitet i forsøget på at finde frem til morderen:

»Vi undersøger alt mellem himmel og jord i denne her sag for at få hul på bylden på en eller anden måde,« lød det fra politiets talsmand Carsten Andersen.