Da 27-årige Ellen Greenberg i 2011 blev fundet død i sin lejlighed i Philadelphia med mere end 20 knivstik – ti af dem i nakken og på ryggen – konkluderede politiet, at der var tale om selvmord.

Derfor blev det aldrig efterforsket nærmere.

Men nu, 11 år senere, bliver sagen genoptaget – til stor lettelse for Ellen Greenbergs familie, der i al den tid har kæmpet for at få revurderet sagen.

Det skriver flere udenlandske medier, herunder ABC Chicago.

»Dette har taget 11 år, vi vil have retfærdighed for vores datter, og måske vil dette også bringe retfærdighed for andre,« siger Ellens far Josh Greenberg til mediet.

Også familien advokat Joe Podraza har svært ved at få hænderne ned.

»Jeg er ekstatisk. Jeg tror, ​​at vi for første gang kan få en objektiv vurdering af sagen med nogen, der ærligt vil se på den,« fortæller han.

Podraza har anlagt to retssager mod City of Philadelphia på vegne af Ellen Greenbergs familie. Han mener, at nye beviser, herunder oplysninger fra lægeundersøgelsens kontor, burde være nok til at ændre afgørelsen.

Det var Ellen Greenbergs forlovede, Samuel Goldberg, der fandt hende livløs. Blot få uger før, at brylluppet skulle stå.