Først stak de en S-togs-passager i maven med en kniv, og få minutter senere sparkede de en bus-passager i hovedet. Sådan lyder politiets barske teori, efter at to voldsomme overfald skete umiddelbart efter hinanden i København natten til i går.

Efterforskerne hos Københavns Politi kigger nu med stor alvor på to blodige sager, hvor to mandlige ofre søndag mellem kl. 03.00 og 03.30 brutalt blev både stukket og sparket i det, der måske bedst kan beskrives som et voldsorgie. Teorien er, at de samme to unge gerningsmænd, der menes at have somalisk baggrund, og som er i alderen 16 til 19 år, har været på en decideret voldsturne og på mindre end en halv time har udøvet det, som politiet kalder ’grov og fuldstændig umotiveret vold’.

- Det kan meget vel være de samme gerningsmænd. Det er en teori, som vi arbejder videre med, fordi bl.a. tidspunkterne passer sammen, men det er for tidligt at fastslå med 100 pct. sikkerhed. Men igen: Det kan sagtens være de samme personer, siger den centrale efterforskningsleder Sajjad Haider til BT.

Ved 03.00-tiden begyndte de uhyggelige voldsepisoder. I S-toget linje B mod Hillerød blev en 25-årig mand stukket i maven med en kniv, efter han havde mindet gerningsmændene om, at de befandt sig i en stillekupé. De to unge gerningsmænd tog efterfølgende flugten på Nørreport Station, hvor de, ifølge politiets teori, hoppede på buslinje 6A. I bussen mødte de deres næste offer, Bent Sandberg fra Valby.

Han står nu frem i BT og beretter, at straks efter hans overfaldsmænd var kommet om bord, gik de i gang med at sprede skræk blandt passagererne. Kort efter gik de amok:

- Jeg blev væltet om på et sæde, hvor én hoppede op og ned og sparkede mig i hovedet, fortæller Bent Sandberg til BT. Voldsofferet oplyser videre, at han mener, at han blev sparket mellem 10 og 15 gange i hovedet i de minutter, overfaldet varede.

- Ingen gjorde noget for at hjælpe, konstaterer Bent Sandberg.

Da bussen nåede Rådhuspladsen, steg de to gerningsmænd af igen. Bussen fortsatte gennem byen, og først da Bent Sandberg gik op til chaufføren, blev der ringet til politiet, som tog imod hans anmeldelse, inden han i ambulance blev kørt til skadestuen på Hvidovre Hospital, hvorfra han blev udskrevet ved 12-tiden i går.

Han er ‘ikke kommet alvorligt til skade’, oplyste han i går, da BT var i kontakt med ham. Men politiet ser med stor alvor på sagerne, som ordensmagten altså mener godt kan have samme gerningsmænd, da både tidsrummet og signalementet af gerningsmændende taler for det.

- Det, som er foregået, betegner vi som groft og fuldstændig umotiveret. Gerningsmændene vil blive sigtet for drabsforsøg og subsidiært for grov vold, siger efterforskningsleder Sajjad Haider.

Vidner til knivstikkeriet i S-toget ydede førstehjælp til den 25-årige mand, der i går morges lå på operationsbordet på Rigshospitalet og meldes uden for livsfare.

En 18-årig mand blev i nat anholdt for knivstikkeriet. Han vil blive fremstillet i grundlovsforhør mandag formiddag.