Det kom som et chok for personalet i arresten i Århus, at Bjarne Østergaard Madsen lørdag havde hængt sig selv i sin celle.

Efter at have spist hotdogs til frokost hængte han sig i sit lagen fra vinduet og blev erklæret død kl. 13.05.

Det var blot en lille time inden, han skulle fremstilles i grundlovsforhør sigtet for drabet på Lisbet Nielsen, der er mor til to.

Den 46-årige kvinde har være forsvundet siden fredag i forrige uge, og politiet leder stadig efter hendes lig.

- Vi har fået flere henvendelser henover weekenden, som vi nu kigger på, siger politiinspektør Ole Madsen.

Ifølge B.T.s oplysninger er der ingen hjælp at hente fra Bjarne Østergaard Madsen. Han døde uden et ord. Politiet har selvfølgelig gennemgået cellen, men han havde ikke efterladt sig noget afskedsbrev med besked om, hvor Lisbet Nielsen befinder sig.

Politiets bedste spor indtil nu er, at Bjarne Østergaard Madsen befandt sig i området omkring Lufthavnsvej ved byen Feldballe, Djursland, lørdag den 24. september kl. 00.01 (midnat mellem fredag og lørdag). Måske ville han gemme liget i området.

Politiet efterlyser derfor personer, der har set eller talt med Bjarne Østergaard Madsen i den forbindelse. Han var 42 år, ca. 185 cm høj, almindelig af bygning med kort mørkt hår. Han var kørende i egen bil- en sølvgrå Audi A 4 limousine årgang 2000 (billedet).

Bjarne Østergaard Madsen var sigtet for drabet på Lisbet Nielsen, men har tidligere slået to kærester ihjel. Én i 1983 og endnu én i 1990 – begge ved kvælning.

Nye oplysninger kan rettes til Østjyllands Politi, tlf.: 8731 1448.

Har du billeder af Bjarne eller andre oplysninger, der kan hjælpe med opklaringen af mordet på Lisbet? KONTAKT B.T. HER