Ud over to kvælningsdrab har Bjarne Østergaard Madsen også været tiltalt for forsøg på at kvæle en tredje kæreste. Han blev dog frikendt i landsretten.

Endnu en kvinde har anmeldt 42-årige Bjarne Østergaard Madsen for et kvælningsforsøg.

Manden, der er mistænkt for drab på den forsvundne Lisbet Nielsen fra Risskov, er tidligere dømt for to drab på kærester, der begge blev stranguleret.

Nu viser det sig, at han også har været tiltalt for et tredje kvælningsforsøg i 1986 på en kæreste kort efter, han blev løsladt fra den første drabsafsoning.

I dette tilfælde overlevede kvinden, der i første omgang valgte ikke at anmelde overgrebet.

Først da Bjarne Østergaard Madsen blev sigtet for drabet i 1990 på Vivian Nielsen troppede kvindens far op hos politiet og anmeldte kvælningsforsøget, der i mellemtiden var blevet fem år gammelt.

Anklagemyndigheden tog forholdet med i drabssagen ved Vestre Landsret, men det lykkedes ikke at bevise det gamle kvælningsforsøg, og derfor blev Bjarne Østergaard Madsen frikendt for den del.

Det gjorde han derimod ikke for drabet på Vivian Nielsen, der indbragte ham en psykiatrisk behandlingsdom og en diagnose, der lød på skizofreni.

Han blev efter en årrække sluset ud i samfundet igen, men endte sit liv bag tremmer, da han lørdag hængte sig selv med et lagen i sin celle.

Den 46-årige Lisbet Nielsen fra Risskov er stadig forsvundet.

/ritzau/