Københavns Politi har torsdag eftermiddag anholdt en mand efter den alvorlige ulykke på Amager Landevej tidligere på dagen.
Manden mistænkes for at have kørt ræs med en anden bil forud for ulykken.
Det fortæller vagtchef i Københavns Politi Dyre Sønnicksen til Ritzau.
Politiet leder stadig efter en anden mand, der også er mistænkt for at have kørt ræs.
»Vi har en rigtig god idé om, hvem han er,« lyder det fra vagtchefen.
I alt fire biler var involveret i ulykken på Amager ved København kort før klokken 14 torsdag eftermiddag.
Vidner fortalte efterfølgende til politiet, at de så to af bilerne køre meget hurtigt – nærmest om kap – umiddelbart før, de kørte galt.
Derfor arbejder politiet ud fra en teori om, at to af bilerne kørte ræs.
»Det går galt for den ene, der mister kontrollen over køretøjet,« fortæller vagtchefen.
Bilen kørte ind i tre andre biler, der holdt parkeret langs vejen.
I en af de parkerede biler sad en mand, der kom til skade. Han blev bragt til Rigshospitalet med politieskorte, men blev hurtigt overført til Bispebjerg Hospital, fordi han kun er kommet overfladisk til skade.
Den mand, der kørte ind i de tre parkerede biler, hoppede efter ulykken over i den bil, han netop havde kørt om kap med, og de to mænd kørte fra stedet.
Politiet har anholdt den mand, der førte flugtbilen. Han er 32 år gammel.
Manden, der forulykkede med sin hvide Mercedes på Amager Landevej, har politiet ikke anholdt, men politiet mener altså at vide, hvem han er.
I forbindelse med ulykken brød en af de parkerede biler i brand. Den brand er slukket, oplyser vagtchefen.
En bilinspektør har undersøgt ulykkesstedet og skal blandt andet vurdere, hvor hurtigt der er blevet kørt, og om der er foretaget opbremsning eller lignende.