En mand er natten til søndag død, efter han blev ramt af skud fra politiet i Høng på Sjælland.

Den Uafhængige Politiklagemyndighed, ved Janus Rasmussen fortæller, at manden blev ramt i brystet af et skud kl.4:16. Manden blev erklæret død klokken 05.21.

Klik her og se flere billeder på localeyes.dk

»Politiet eftersatte en person i en bil fra Slagelseområdet på grund af en mistanke. Da de ville bringe ham til standsning, tog han i stedet flugten. Eftersættelsen fortsætter til Høng, hvor bilen bliver bragt til standsning, og det er i den forbindelse, der bliver affyret et skud,« fortæller Janus Rasmussen.

Han fortæller, at manden kørte i en bil, som er indregistreret fra Forsvaret. Men Janus Rasmussen ved endnu ikke, om bilen var stjålet.

Presseofficeren ved kasserne i Antvorskov ved Slagelse er ikke videre meddelsom, da BT kontakter ham.

Inden han overhovedet har hørt, hvad vi vil spørge om, siger han:

»Vi har slet ingen kommentarer til den sag nu. Vi er ved at undersøge, om vi overhovedet vil bidrage med noget, og hvis det sker, så vil vi komme med en pressemeddelelse,« siger presseofficeren, der i dag er på jagt i Jylland.

Bil, der var indblandet i biljagten, der endte med dræbende skud fra politiet, var indregistreret hos Forsvaret.
Bil, der var indblandet i biljagten, der endte med dræbende skud fra politiet, var indregistreret hos Forsvaret. Foto: Mathias Øgendahl
Vis mere

Politiet fik standset bilen inde i Høng, og i følge BTs vidner skete det på Finderupvej ud for Svalevej.

»Manden er heller ikke identificeret endnu, så vi skal først igang med at gennemgå forskellige effekter.«

Janus Rasmussen fortæller, at der er sendt to efterforskere afsted fra Aarhus og de er nu igang med kriminalteknisker undersøgelser på stedet. De skal også kigge på våbenundersøgelser, afhøringer, ligsyn og vidneforklaringer.

»Der var flere biler involveret, og i hvert fald to patruljevogne, der generelt er bemandet med to betjente i hver,« siger Janus Rasmussen.

Den uafhængige Politiklagemyndighed skal have vendt hver en sten, og derefter lave en redegørelse til statsadvokaten, hvor hele episoden bliver beskrevet juridisk og hvor alle beviser bliver samlet. Herefter er det op til statsadvokaten at beslutte, om der er nogen, der skal drages til ansvar og i hvilket omfang.

En af beboerne på vejen var på vej hjem, kort efter episoden.

Han fortæller, at han fik at vide, at der havde været biljagt og dele af vejen var derfor spærret af, så han ikke kunne komme hjem. Da han fortalte, at han boede i området, fik han dog lov at gå langs fortorvet hjem.

Han så en kongeblå bil stå havareret og kofangeren var revet af.

Ved 9-tiden søndag morgen er politiet fortsat i fuld gang med tekniske undersøgelser på stedet. Naboerne fortæller, at der holder 4-5 politibiler på vejen og hjemmeværnet og civilforsvaret er på stedet og hjælper med afspærring.

Torben Jensen fortæller, at han blev noget overrasket, da familien vågnede ved 8.30-tiden.

»Vi har intet hørt i nat. Hele familien har ligget og sovet trygt hele natten. Det var først, da vi stod op og trak gardinerne fra, at vi blev noget overraskede over at se hele indkørslen spærret af,« siger Torben Jensen.

KENDER DU NOGET TIL SAGEN? Tip BT på 1929@bt.dk

»Sagen behandles som en såkaldt »udrykningssag«, og Politiklagemyndigheden er på nuværende tidspunkt blandt andet i gang med at sikre tekniske spor og skal foretage afhøringer,« skriver Den Uafhængige Politiklagemyndighed.

Politiklagemyndigheden efterlyser samtidig vidner, som har overværet episoden, eller har andre oplysninger i sagen.

Politiet oplyser i en pressemeddelelse, at skudepsioden fandt sted, da en politipatrulje afgav skud ved en »hændelse« i Høng. Specialkonsulent Janus Rasmussen fra Den Uafhængige Politiklagemyndighed siger ifølge Ekstra Bladet, at politiet havde foretaget en såkaldt eftersættelse af manden.

Politiet vil ikke oplyse yderlige detaljer om sagen, før Den Uafhængige Politiklagemyndighed har klarlagt hændelsesforløbet.