Et udenlandsk registreret køretøj nægtede torsdag aften at stoppe, da en patruljevogn eftersatte køretøjet igennem Tinglev. 

Biljagten varede omkring 15 minutter, fortæller Ole Aamann, der er vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, til TV Syd.

»Vi var nødsaget til at smide en sømmåtte ud for at bringe køretøjet til standsning,« siger han. 

Da bilen standsede flygtede flere personer ud af køretøjet. De nåede dog ikke langt, og endte alle med at blive anholdt, oplyses det til mediet. 

Politiet kan for nuværende ikke fortælle, hvorfor køretøjet nægtede at standse.

Desuden kan vagtchefen ikke oplyse, om man har gjort nogen fund i bilen.