En ældre kvinde er lagt i kunstig koma, efter at hun på cykel blev ramt af en bil i en rundkørsel søndag.
En 77-årig kvinde er indlagt med et hovedtraume efter en færdselsulykke søndag formiddag.
Det fortæller vagtchef ved Østjyllands Politi Flemming Lau natten til mandag.
Politiet modtog anmeldelsen om ulykken på Havkærvej i Tilst nær Aarhus søndag klokken 11.46.
»Den ældre kvinde kommer cyklende, da en 24-årig tysk kvinde i en personbil overser sin vigepligt, da hun kører ind i en rundkørsel.«
»Den 24-årige bilist rammer den ældre kvinde,« siger Flemming Lau.
Den 77-årige kvinde vælter og pådrager sig et hovedtraume. Hun er lagt i kunstig koma på Aarhus Universitetshospital i Skejby.
»Det ser kritisk ud. Hun har fået en blødning i hjernen,« siger vagtchefen.
Til B.T. Aarhus oplyser politiet mandag morgen, at kvinden fortsat er indlagt og i kritisk tilstand.
Den ældre kvinde er fra lokalområdet, og hendes pårørende er underrettet.
Den 24-årige tyske kvinde er ikke kommet fysisk til skade.
/ritzau/