En dreng er alvorligt kvæstet, efter at han blev mast mellem bil og husmur. En 30-årig mand er anholdt.

En 16-årig dreng kom alvorligt til skade, da han lørdag aften blev påkørt af en mand, der var på flugt fra politiet efter en voldsepisode i Hirtshals.

- Det starter med en voldsepisode lørdag aften omkring klokken 20, hvor gerningsmanden slår den forurettede med en murerhammer, sagde vagtchef Jess Falberg fra Nordjyllands Politi natten til søndag.

Var du vidne til episoden, eller ved du noget om sagen, så vil BT meget gerne høre fra dig på 1929@bt.dk eller på facebook.

I en pressemeddelelse søndag morgen fortæller politiet, at offeret for volden fik punkteret en lunge.

Flere vidner fortalte politiet, at det var en 30-årig mand, der havde slået med hammeren, og klokken 01.12 fik en politipatrulje øje på ham i en bil i Hirtshals.

Efter en kort biljagt gik det galt. Flugtbilen skred ud, og på to hjul bragede den ind i et hus på Dalsagervej. Sammenstødet var så kraftigt, at en del af husmuren væltede.

I huset var flere unge samlet til fest, og uden for stod en dreng og en pige.

Den 16-årige dreng fra Hjørring kom i klemme mellem bilen og husmuren, og han blev bragt til Aalborg Universitetshospital med voldsomme skader.

- Han skal opereres i morgen, men vi har netop fået at vide, at hans tilstand er stabil, siger vagtchef Henrik Beck kort før klokken 14 søndag eftermiddag.

Pigen, som han stod sammen med, slap med knubs, mens en kvindelig passager i bilen fik sin ene hånd læderet.

Den 30-årige, der førte bilen, slap uskadt. Han er blevet anholdt og foreløbig sigtet for vold, men der kan komme flere sigtelser til.

Vagtchefen kan søndag eftermiddag endnu ikke sige, om han skal fremstilles i grundlovsforhør.

Som altid, når folk kommer til skade i forbindelse med politiets indgriben, er Den Uafhængige Politiklagemyndighed blevet orienteret om, hvad der er sket.

- Da det på nuværende tidspunkt er uklart, om Den Uafhængige Politiklagemyndighed straks vil gå ind i sagen, har Nordjyllands Politi ikke yderligere kommentarer, lyder det i pressemeddelelsen.

/ritzau/