En civil patrulje med måleudstyr endte natten til fredag med at køre bag en vanvidsbilist på Helsingørmotorvejen.

Føreren blev målt til at køre mindst 122 kilometer i timen ved afslutningen af strækningen – en zone, hvor man kun må køre 60 kilometer i timen.

Det oplyser Københavns Politi på Twitter, og overfor B.T. uddyber man, at der er tale om en 33-årig mand.

Patruljen fik bragt føreren til standsning og inddrog straks hans førerret.

Ved du noget om sagen? Eller har du en anden københavnerhistorie på hjertet? Tøv da ikke med at tippe redaktionen på tipkbh@bt.dk.

Da hastigheden desuden var over 100 procent af det tilladte, bliver kørslen klassificeret som vanvidskørsel.

Det betyder også, at bilen blev beslaglagt med henblik på konfiskation.

Nu skal sagen behandles, og kommer Københavns Politi frem til, at bilen skal konfiskeres, betyder det, at føreren skal en tur i retten.