En bil er i forbindelse med et trafikuheld fredag endt i Københavns havn nær Børsen.

Hovedstadens Beredskab er på stedet med dykkere og har hjulpet et ældre ægtepar op af vandet. Begge er overgivet til ambulancetjeneste, oplyser vagthavende operationschef Martin Kjærsgaard til B.T.

»Flere personer hoppede i vandet for at få dem ud. De er alle oppe nu. De bliver alle sammen tilset af ambulancepersonalet, fordi de har fået kulde,« siger Kjærsgaard.

»Civile havde heroisk hoppet i vandet og fået dem ud, og vores dykkere kunne assistere med optagning,« skriver Hovedstadens Beredskab på X 20.53.

Operationschefen kender ikke tilstanden på det ældre ægtepar, der skal være kørt i vandet ved Børsgade.

Dykkere er på stedet. Alle personer skulle være reddet op af vandet nu.
Dykkere er på stedet. Alle personer skulle være reddet op af vandet nu. Foto: Albert Beenfeldt
Vis mere

Det er uklart, hvad der har forårsaget uheldet.

Operationschefen siger, at parret »tilsyneladende« er kommet fra Niels Juuls Gade og forsøgt at dreje til højre ind på Børsgade, der ligger nær Børsen i København.

Et øjenvidne fortæller til B.T., at han hørte et brag og løb ud til kanalen, hvor han så bilen ligge i vandet og drive mod baren Kayak Bar, der ligger ned mod kanalen.

Efterfølgende sprang flere forbipasserende i vandet.

Billeder fra stedet viser, at et hegn ud til kanalen er ødelagt. 

Bilen ligger i kanalen, oplyser operationschefen kort før klokken 20.30.

B.T. har en reporter på stedet og følger sagen.