En 62-årig bilist er død, efter at han af uvisse årsager endte i modsatte vejbane, hvor han ramte en lastbil.

En 62-årig mand har mandag formiddag mistet livet efter en trafikulykke øst for Sindal tidligere på dagen.

Her kørte bilisten og en lastbil frontalt ind i hinanden, fortæller vagtchef Karsten Højrup Kristensen fra Nordjyllands Politi.

Først blev det oplyst, at bilisten var kommet alvorligt til skade i ulykken, og vagtchefen kunne fortælle, at manden var blevet kørt på hospitalet.

Men den 62-åriges liv stod ikke til at redde. Han er afgået ved døden efter ulykken, og de pårørende er blevet underrettet.

Trafikulykken er sket lidt efter klokken 08 mandag på rute 35 øst for Sindal. Bilisten kom af uvisse årsager over i den modsatte vejbane på landevejen, hvor han ramte lastbilen.

Lastbilchaufføren fik ingen alvorlige skader i forbindelse med sammenstødet.

- Han er chokeret, men han har tilsyneladende ingen større skader, siger vagtchefen.

En bilinspektør har været ved ulykkesstedet for at klarlægge, hvordan ulykken skete. Det er kutyme i sager, hvor en eller flere kommer alvorligt til skade eller dør i trafikken.

Landevejen var spærret, mens der blev arbejdet på stedet. Kort før klokken 10 oplyser politiet på Twitter, at der er genåbnet for trafikken.

/ritzau/