OPDATERING: Kort før klokken 14 skriver DR Trafik, at oprydningen er afsluttet, og at vejen atter er farbar i begge retninger.
En mandlig bilist er i kritisk tilstand, efter at en personbil og en lastbil kørte frontalt sammen ved Dianalund på Sjælland tirsdag morgen.
Det skriver TV2 Øst.
Politiet modtog anmeldelsen om ulykken klokken 07.52.
Vagtchef hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Benjamin Voss siger til mediet, at manden er fløjet med helikopter til Rigshospitalet.
Den kvindelige chauffør i lastbilen er uskadt.
Ulykken skete på Skellebjergvej ved Dianalund. Der vil være spærret for trafik et stykke op ad formiddagen, da politiet skal foretage tekniske undersøgelser på stedet.
Det er endnu ikke klarlagt, hvordan ulykken skete.
/ritzau/
