Politibetjent blev påkørt i Aalborg, hvorefter bilisten forsvandt. Torsdag blev den efterlyste mand anholdt.

En færdselskontrol i Aalborg udviklede sig dramatisk, da en bil blev standset af politiet fredag aften i sidste uge.

Manden bag rattet påkørte en politibetjent i forbindelse med kontrollen, hvorefter politiet affyrede skud mod bilisten. Bilisten - 27-årige Cenk Firat Kirat - flygtede og blev efterlyst med navn og billede.

Efter næsten en uges menneskejagt anholdt politiet torsdag aften manden på motorvej E45 ved Hobro.

Det skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Den 27-årige mand har fredag været fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aalborg. Her har en dommer besluttet at varetægtsfængsle ham i fire uger.

Han er sigtet for vold mod en person i offentlig tjeneste, for grov vold samt for hensynsløs kørsel.

Betjenten slap fra hændelsen uden alvorlige kvæstelser. Han blev påkørt, da han var i færd med at notere bilens registreringsnummer.

Politiet kom på sporet af den efterlyste mand blandt andet takket være politiets automatiske genkendelse af nummerplader.

Systemet skanner nummerplader og alarmerer politiet, hvis eksempelvis et efterlyst eller stjålent køretøj passerer et af politiets kameraer.

Politikommissær Kenneth Rodam fra Nordjyllands Politi fortæller, at politiet torsdag aften fik mistanke om, at Cenk Firat Kirat befandt sig i en bestemt bil på motorvej E45.

Efter en kort biljagt blev bilen standset. I den forbindelse stødte køretøjet sammen med en patruljebil.

- Ingen personer kom til skade i forbindelse med sammenstødet, men der skete skader på køretøjerne, siger Kenneth Rodam i meddelelsen.

Yderligere én person er sigtet i sagen. Der er tale om en 28-årig mand, som befandt sig i samme bil som Cenk Firat Kirat ved anholdelsen.

Den 28-årige er sigtet for at skjule en efterlyst person og for at overtræde færdselsloven.

/ritzau/