Tirsdag aften og natten til onsdag har politiet modtaget flere anmeldelser om brændende biler i Aarhus.

Tre gange måtte politiet og brandvæsenet i Aarhus rykke ud på grund af anmeldelser om brændende biler tirsdag aften og natten til onsdag.

Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Sent på aftenen klokken 23.15 tikkede en anmeldelse ind hos politiet. Der var ild i en bil på en parkeringsplads på Ludvig Feilbergs Vej i Åbyhøj, lød det. Branden nåede at brede sig, inden den blev slukket, og to biler fik store skader.

Senere på natten klokken 02.27 modtog politiet endnu en anmeldelse. Fire biler brændte på Fjældevænget i Aarhus V.

Tidligere på aftenen fik politiet også en anmeldelse om en bilbrand på Fjældevænget, men her døde ilden ud, før den nåede at forårsage større skader.

Politiet efterforsker i forvejen flere lignende episoder med påsatte brande i byen, der har raseret de seneste uger.

- Vi har forskellige hypoteser og spor, som vi forfølger, men som vi af hensyn til efterforskningen ikke kan dele med offentligheden lige nu.

- Men jeg kan garantere, at vi gør alt, hvad vi kan for at sætte en stopper for det og få fat i gerningsmændene, siger politiinspektør Michael Kjeldgaard i pressemeddelelsen.

Ingen personer er kommet til skade i brandene.

Tirsdag kunne avisen Jyllands-Posten berette, at antallet af påsatte bilbrande stiger. Det er det højeste siden 2016, hvor politiet begyndte at registrere fænomenet på centralt plan.

I årets første ni måneder var der 648 sager. I samme periode de foregående år svingede tallet fra 487 til 626. Tallene er dog behæftet med usikkerhed. Nogle gange kan det være svært at vurdere, hvorvidt brandene er påsatte eller ej.

/ritzau/