En personbil er torsdag aften blevet påkørt af et passagertog ved Ramme sydvest for Lemvig.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi på meddelelsestjenesten Politi Update.

Ingen personer er kommet til skade, lyder det. De involverede er kørt til tjek på sygehuset.

Der er sket mindre skader på toget og større skader på fronten af personbilen, skriver politiet.

Ulykken skete klokken 19.15 ved en jernbaneoverskæring uden bomme, der var afmærket med skiltning.

Kollisionen skete ved lav hastighed, skriver politiet.

Politiet er fortsat til stede i området, lyder det.

Havarikommissionen er blevet underrettet og skal nu foretage en undersøgelse af hændelsen.

Havarikommissionen, der hører under Transportministeriet, undersøger årsager til ulykker inden for jernbane og luftfart.

RITZAU