En voldsom ulykke har ramt den vestsjællandske by Gørlev mandag morgen.

En bil med to personer i er kørt ind i en husmur. En person er hjulpet fri af bilen, mens føreren er stukket af fra stedet. Politiet frygter, at bygningen kan kollapse.

Det fortæller vagtchef hos Midt- og Vestsjællands Politi Morten Bjerregaard til B.T.

»Vi fik meldingen klokken 07.32. En bil er kørt ind i en husmur i Algade 31 i Gørlev. Der var to personer i bilen, men da ambulancen kom frem til stedet, var der kun en person i bilen,« siger Martin Bjerregaard.

Ambulancefolk arbejder på stedet efter uheldet, der indtraf mandag morgen.
Ambulancefolk arbejder på stedet efter uheldet, der indtraf mandag morgen. presse-fotos.dk

Han fortæller, at den tilbageværende person i bilen har fået kvæstelser, men ingen livstruende.

»Vi taler formentlig om nogle brud, men personen er ikke i livsfare. Nu leder vi efter føreren, som er en ung mand med blond hår. Ham skal vi først have identificeret, og så skal vi finde frem til ham,« siger vagtchefen.

Han fortæller, at man af helt naturlige årsager kan finde frem til den forulykkede bils ejer. Og så håber man, at man ad den vej at finde frem til føreren af bilen.

På billederne her i artiklen kan man se, at påkørselen af husmuren var voldsom.

Hullet efter påkørselen. Huset skal nu stabiliseres, da der er nedstyrtningsfare, oplyser politiet.
Hullet efter påkørselen. Huset skal nu stabiliseres, da der er nedstyrtningsfare, oplyser politiet. presse-fotos.dk

Hvad der skete, ved Midt- og Vestsjællands Politi endnu ikke.

»Vi er i gang med at finde ud af, hvad der skete, samt at finde frem til føreren,« siger Martin Bjerregaard, som også fortæller om en yderligere udfordring i arbejdet på stedet.

»Det hus, som bilen er kørt ind i, er nu i nedstyrtningsfare. Så nu skal vi have nogle folk derud, som kan stabilisere det hurtigt. Heldigvis er bygningen tom, så der er ingen personer i fare,« siger Martin Bjerregaard.

B.T. følger sagen.