Tirsdag formiddag brød en bil i brand på rute 445 ved Skanderborg.

Vejen er spærret helt af, mens politi og brandvæsen arbejder på stedet.

»Vi er fremme og arbejder på stedet,« lyder det fra vagtchefen ved Sydøstjyllands Politi til B.T. kort efter, at branden opstod.

Klokken 16.22 forklarer politiet til B.T., at man under slukningen har fundet en person, som er afgået ved døden i bilen.

»Klokken 11.22 får vi anmeldelsen om brand i en bil på Skandeborgvej. Vi har været hurtigt til stede derude sammen med brandvæsnet. I forbindelse med slukningen, finder vi en person, der er afgået ved døden i bilen,« forklarer vagtchef Mads Flansmose.

»Det er en alvorlig sag, som vi ser på med dyb alvor. Vi er i gang med de tekniske undersøgelse, så lige nu efterforsker vi stadig, hvad der sket. «

På Twitter oplyser Sydøstjyllands Politi, at de forventer afspærringen som minimum vil vare til klokken 15.30.

Men vagtchefen forklarer klokken 16.22, at man fortsat er der ude og vejen vil åbne snart.

Billeder fra stedet viser, at der stod flammer ud af førervinduet på en bil, der holdt i nødsporet.

Foto: Øxenholt Foto
Vis mere

»Vi har været ude for at slukke en bilbrand,« siger operationschef for Østjyllands Brandvæsen, Kirsten Dyrvig.

Brandvæsenet har forladt stedet igen, efter at branden i bilen blev slukket.

Det er endnu uvist, hvordan den opstod.

De pårørende er underrettet.

B.T. følger sagen …