Fire personer er blevet anholdt efter et mystisk trafikuheld på parkeringspladsen ved Kolding Sygehus onsdag aften.
Her bragede en bil frontalt ind i indgangspartiet til skadestuen.
De anholdte er to kvinder på 21 og 22 år samt to mænd på 32 år, skriver politiet i en pressemeddelelse.
Det var en af de 32-årige mænd, der sad bag rattet i bilen. Vedkommende er blevet sigtet for farevoldelse og for at køre påvirket af alkohol og euforiserende stoffer.
Alle fire anholdte er blevet løsladt, og den 32-årige fører af bilen er stadig sigtet.
Foruden indgangspartiet blev to biler, der holdt på parkeringspladsen foran sygehuset også påkørt under uheldet.
Ingen personer kom alvorligt til skade i uheldet, men af billeder fra stedet fremgår det, at bilen er kørt gennem glasset, der splintredes totalt ved påkørslen.
De ansatte på skadestuen, der var på vagt onsdag aften er »chokerede,« fortæller kommunikationschef ved Sygehus Lillebælt, Cathrin Tromborg Brædstrup til TVSyd.
»Det har selvfølgelig været en voldsom oplevelse for de medarbejdere, der var i nærheden. Vi har taget hånd om situationen ved at give dem mulighed for at tale med en krisepsykolog,« siger hun.

