En mand blev fredag aften anholdt efter en noget usædvanlig tur til Føtex.

Billeder fra stedet viser, hvordan en bil fredag aften bragede ind i facaden på Føtex i Dragør på Magleby torv, hvor den endte halvt inde i forretningen.

Til B.T. oplyser vagtchef ved Københavns Politi Henrik Svejstrup, at man modtog anmeldelsen om episoden 20.15 fredag aften.

Han oplyser, at man anholdt chaufføren af bilen, sigtede ham for spiritus og narkokørsel, og tog en blodprøve af manden. 

»Et vidne siger, at man har set den pågældende suge noget lattergas kort før episoden,« siger han.

Bilens chauffør blev derfor anholdt, og fik taget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt igen, siger vagtchefen og oplyser, at han ikke kan sige, om den sigtede har fået taget sit kørekort i forbindelse med anholdelsen.