Både hegnet, tråden og indgangen til Nick Henriksens hestefold lå revet itu, da han søndag morgen kastede et blik ud over folden.

Tværs gennem området kunne han se tydelige spor efter en bil, der tilsyneladende var kørt af vejen og var braget direkte ind i folden.

»Vi har små heste og føl gående, så det er bare skideirriterende at komme ud til, især når man har en masse andre ting, man skal nå,« siger han til B.T.

36-årige Nick Henriksen er nyopstartet som selvstændig og bor med sin kone og datter på en gård lidt udenfor Stenlille på Sjælland. Her har familien otte heste, to katte og to hunde.

Søndag morgen delte han et opslag på Facebook, hvor han efterlyser personen, der har pløjet gennem hans hestefold og efterfølgende er kørt videre.

»Jeg har ikke hørt, at andre skulle have været udsat for det samme. Det var kun naboen, der ringede og gjorde os opmærksomme på det i morges. Det er irriterende, for det er den eneste dag på ugen, hvor vi skulle sove længe,« siger han.

Personen havde pløjet direkte gennem Nick Henriksens hestefold. 
Personen havde pløjet direkte gennem Nick Henriksens hestefold.  Foto: Privatfoto

Nick Henriksen har anmeldt hændelsen til politiet og mistænker, at der kan være tale om en spritbilist.

Familien mistænker desuden, at bilen kan have været en Volvo, da der midt i hjulsporene lå et plastikemblem fra selvsamme mærke. 

»Jeg håber, at der kommer en eller anden og betaler for det, han har ødelagt. For min skyld må han gerne beholde sit kørekort, så længe vi får erstatning for det, der er smadret,« siger han.

»Jeg ville kun blive glad, hvis nogen bankede på. Vi kan alle sammen kvaje os.«

Nick Henriksen understreger, at alle hestene heldigvis har det godt.

Sydsjællands Politi bekræfter overfor B.T., at de har modtaget en anmeldelse om en bil, der er braget gennem en hestefold i tidsrummet mellem midnat og klokken 07.40 søndag morgen.

Ved du noget om sagen? Skriv til 1929@bt.dk

Politiet oplyser, at sagen er registreret som et færdselsuheld, og at en patrulje er sendt ud for at undersøge området og kigge på eventuel overvågning.