En mandlig turist mistede søndag morgen livet efter at være faldet i Københavns Havn.

Søndag formiddag rykkede Hovedstadens Beredskab ud til en mulig drukneulykke ved Nationalbanken i København.

Det lykkedes dykkere at få manden reddet i land, hvor den bevistløse mand fik førstehjælp.

»Der lå en livløs person i vandet ved Havnegade, som i øjeblikket får livreddende førstehjælp. Så snart vedkommende er blevet stabiliseret, bliver personen kørt til Rigshospitalet med politiekskorte.«

Det fortalte operationschef ved Hovedstadens Beredskab Jan Kirk-Iversen til B.T., kort efter at manden var kommet op af vandet.

På nuværende tidspunkt er det uvist, hvordan og hvorfor manden lå i vandet.

Desværre stod mandens liv ikke til at redde. Det oplyser Københavns Politi søndag eftermiddag.

Tilfældigvis var der en redningshelikopter i området, men det blev ikke aktuelt at inddrage den i aktionen.

Københavns Politi bekræfter over for B.T., at der er tale om en mand, men derudover har politiet ikke yderligere kommentarer om sagen på nuværende tidspunkt.