Den cyklist, der fredag aften blev påkørt og fundet liggende bevidstløs i Sønderjylland, er nu identificeret.

Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi på Twitter.

Fredag aften blev en cyklist hårdt kvæstet og fundet bevidstløs efter at være blevet påkørt af en 26-årig mand ved Agerskov.

Efter flere dages efterforskning viser det sig nu, at det drejer sig om en 56-årig udlandsdansker, som er på ferie i Danmark.

De pårørende er underrettet.

Det skabte stor undren hos politiet, at ingen tilsyneladende manglede den midaldrende cyklist, som var iført cykeltøj og havde telt og oppakning med.

Med sig havde han også et udenlandsk hævekort, som politiet brugte til at spore ham.

Cyklisten ligger fortsat hårdt kvæstet på Odense Universitets Hospital.