Med helikopter er en bilist søndag morgen blevet fløjet mod Rigshospitalet efter at være blevet fundet bevidstløs på en rasteplads på Holbækmotorvejen.
Der er tale om en mand, som er omkring 40 år gammel. Han blev fundet bevidstløs i sin bil, der forinden var kørt ind i hjørnet på en af rastepladsens bygninger.
Det oplyser vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi Henrik Olesen til B.T.
»Anmeldelsen kommer klokken 8.49. Det er en, der arbejder på arbejdspladsen, der anmelder,« siger han og tilføjer, at der er tale om rastepladsen ved Kirke Såby.
Politiet oplyser klokken 20.30 til B.T., at bilisten er vågnet og er sluppet fra uheldet uden skader.
Hvad, der konkret er sket, vides endnu ikke, lyder det fra politiet søndag aften.
Politiet arbejder fortsat på stedet, og det samme gør brandvæsnet.
Vagtchefen fortæller, at der ifølge brandvæsnet ikke er sket skader på bygningen, som kan medføre fare.
I kølvandet på ulykken på rastepladsen er der søndag formiddag sket endnu et uheld, skriver TV 2.
En bilist, der formentlig var uopmærksom på trafikken, fordi han kiggede på helikopteren med den bevidstløse mand, kørte nemlig galt på motorvejen.
Ifølge Midt- og Vestsjællands Politi er der ikke sket noget alvorligt.
Lyt til kriminalredaktionens podcast 'På Fersk Gerning' her, eller hvor du plejer at høre podcast.
