En maskeret og bevæbnet mand truede sig onsdag eftermiddag til et kontant beløb i supermarkedet Lidl. Politiet efterlyser vidner.

Klokken 14.02 fik politiet anmeldelse om, at en mand med en kniv havde truet sig til at få udleveret kontanter ved kassen i Lidl i Kolding.

Pengene stoppede han efterfølgende i en grøn affaldspose, som man normalt bruger til madaffald i husholdningen.

Derefter forlod han hurtigt forretningen til fods.

Røveriet skete i Lidl ved Vejlevej 114, og da manden forlod stedet, løb han ad Gøhlmannsvej og derfra videre i ukendt retning, oplyser Jesper Brian Jensen, vagtchef ved Sydøstjyllands Politi.

»Hvis man har set en mand komme løbende med en grøn husholdningsaffaldspose lige der umiddelbart efter klokken 14, vil vi gerne høre fra de vidner på 114,« siger vagtchefen.

Politiet leder efter gerningsmanden.
Politiet leder efter gerningsmanden.
Vis mere

Det eneste signalement, de har af manden, er, at han havde en sort jakke eller trøje på, men særligt den grønne pose er værd at hæfte sig ved.

Politiet har fået nogle henvendelser og har nogle vidner, de skal tale med.

Vagtchefen oplyser, at der bliver taget hånd om de chokerede medarbejdere.