Den ene afviser helt og aldeles at skulle have gjort noget ulovligt. Den anden bakker ham op. Siger, at det var ham og kun ham, der gjorde det, der nu har bragt dem begge på anklagebænken i Københavns Byret.

Her sidder de to betjente fra Københavns Politi mandag tiltalt for at have misbrugt deres stillinger til i forening at krænke privatlivets fred.

Dette, da de i arbejdstiden en eftermiddag i februar 2020 med appen Snapchat filmede en dødfunden mand, mens de fremsatte hånende bemærkninger.

Mens den ene – vi kalder ham A – skulle have filmet afdødes livløse, nøgne krop, skulle den anden – B – grinende have poseret ved siden af.

Begge nægter de at have forbrudt sig mod lovgivningen, da de gjorde det. Mens A erkender nogle af de faktiske forhold, afviser B blankt.

Og A bakker B op. Forklarer for retten, at det var ham, der tog billeder og filmede til sagens fotomappe. Og at han her også filmede med sin private telefon.

Han afviser dog, at det skulle være sket for at håne afdøde.

»Der er mange måder at håndtere hårde hændelser på som polititjenestemand. Og en af de måder, jeg gør det på, er med humor,« forklarer A for retten.

Adspurgt, om det betyder, at det så er i orden at filme andre mennesker på den måde, svarer han:

»Nej, jeg synes bestemt ikke, det er i orden. Jeg ønsker ikke at bortforklare noget. Jeg prøver bare at fortælle, at det er en måde at bearbejde hårde hændelser på.«

A understreger desuden, at han aldrig har sendt videoen til nogen.

Han understreger også, at hans kollega B ikke var involveret i optagelserne. Han vidste slet ikke, de fandt sted, lyder det.

»Jeg er faktisk ked af, at B er her i dag,« siger han.

B er enig.

»Jeg skal gøre det klart for alle: Jeg vidste ikke, der blev taget billeder. Jeg vidste ikke, der blev taget film,« slår han indledende fast.

B erkender herefter, at han på et tidspunkt den dag i 2020 sad og lignede »en glad julegris« ved siden af afdøde.

»Man laver lidt pis ude på stedet. I dette tilfælde gjorde vi det på hver vores måde. Jeg havde ikke et indtryk af, at A tog billeder eller filmede.«

Foruden forholdet med optagelserne af den døde mand er B tiltalt for på adressen at have dyppet sin finger på nogle euforiserende stoffer og ført det op til sin tunge for efterfølgende at have konkluderet, at der var tale om kokain.

Også dette nægter han at have gjort.

»Det nægter jeg 100 procent. Det lyder som noget, der er taget ud af en film.«

A er i øvrigt tiltalt for seks andre forhold. Blandt andet for to gange at have filmet om på bagsædet af en patruljevogn, hvor der sad anholdte. Anholdte, som han ifølge anklagemyndigheden kom med hånende og nedværdigende bemærkninger til.

Også her erkender han de faktiske omstændigheder, men nægter at have gjort noget ulovligt. I det ene tilfælde havde han faktisk fået samtykke, fortæller han.

A er også tiltalt for i politiets systemer at have søgt på oplysninger, der ikke var relevante for ham. Og for at have sendt nogle af disse videre via WhatsApp.

Nogle af forholdene erkender han. Andre nægter han.