Betjente har tirsdag affyret varselsskud mod person, der bevidst torpederede politibil under biljagt.

En biljagt i Søborg nordvest for København endte tirsdag eftermiddag med, at betjente måtte affyre to varselsskud.

Det fortæller vagtchef ved Københavns Vestegns Politi Lars Jørgensen.

Betjentene eftersatte en bil, som de forsøgte at få til at stoppe. I stedet gik den pågældende fører til modangreb og påkørte betjentenes patruljevogn.

- Derefter eftersatte betjentene manden til fods, og i den forbindelse afgav man så to varselsskud, siger Lars Jørgensen.

- Det var fordi, at han bevidst har påkørt patruljen, og så har man vurderet, at han var en farlig mand, tilføjer vagtchefen.

Det er endnu uvist, hvorfor manden var så ivrig for at undslippe politiet. Ifølge Lars Jørgensen bunder sagen formentlig i en "relativt banal" forseelse af den nu tilbageholdte mand.

Efter føreren forulykkede, forsøgte han at tage flugten til fods. Selv om der blev affyret to varselsskud stoppede manden dog ikke.

- Han blev løbet op og på godt gammeldags taklet og anholdt med den fornødne magt, som det hedder, siger Lars Jørgensen.

Vagtchefen oplyser i øvrigt, at Den Uafhængige Politiklagemyndighed nu vil undersøge sagen, hvilket er normal procedure, når betjente affyrer deres tjenestevåben.

/ritzau/