Onsdag aften fik betjente fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi øje på noget mistænksomt under almindelig patruljering.

Det førte lidt senere til en anholdelse – som skete under noget besynderlige omstændigheder.

Under en almindelig patruljering ved Tappernøje spottede et par betjente fra politikredsen en bil, hvor førerens kørsel vakte opmærksomhed.

Mistanken blev bestemt ikke mindre, da betjentene gav tegn til føreren om at standse.

For i stedet besluttede han at gasse op.

Kort efter kom også en skarp politihund i aktion.

Bilisten forlod nemlig sit køretøj og forsøgte at stikke af til fods.

Idet det var mørkt, kunne betjentene ikke finde føreren – men det kunne den skarpe politihund, som blev sat til at følge sporet efter ham.

Hunden fandt bilens fører – en 23-årig mand – et sted, hvor politiet sjældent foretager anholdelser. 

»Hunden sniffede sig frem til et træ, der stod cirka 75 meter fra den efterladte bil. Et stykke oppe sad en 23-årig mand fra lokalområdet og balancerede på en gren,« skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.

»Han blev bedt om at kravle ned, og det gik nogenlunde, selv om han virkede noget påvirket af euforiserende stoffer,« fortsætter politikredsen i sin beskrivelse af det usædvanlige sted for en anholdelse.

Den 23-årige er nu sigtet for narkokørsel.