En indsatsstyrke fra Københavns Politi blev onsdag eftermiddag jaget ud af Christiania, viser en video fra tv-selskabet Local Eyes.

Det vides ikke, hvorfor politiet var på Christiania, men på videoen ser man et stort opgør mellem betjentene og flere personer, der frontende forsøger at jage dem ud og buher højlydt af politiet. Situationen fører til sidst til, at politiet trækker sig ud fra fristaden og kører væk.

Klik her og se mere tv på localeyes.dk

I videoen kan man også se og høre christianitter, der forsøger at stoppe episoden.

Københavns Politi har onsdag aften bekræftet over for B.T., at man onsdag var tilstede på Christiania, men har ikke meget mere at sige til sagen.

»Vi har ingen kommentarer,« lyder det fra vagtchefen.

I juni florerede der også en video af en kvinde, der blev hårdt skubbet af en betjent under en politiaktion på Christiania.

Politiet har desuden adskillige gange forsøgt at få bugt med den åbenlyse hashhandel i fristaden ved at pille boderne på Pusher Street ned, men hver gang er boderne åbnet igen. B.T. var selv til stede på Christiania for et par uger siden, hvor hashhandlen var i fuld gang.

B.T: har forsøgt at kontakte Christianias pressegruppe, men det har ikke været muligt at få kontakt.

Ved du noget om sagen? Så hører B.T. meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.