"Skræmmende". Det siger advokat om politiets manglende sletning af fortrolige samtaler, som er aflyttet.

I politiet har der ikke været nok viden, og det tekniske system har været bøvlet.

Det er i korte træk Rigspolitiets forklaring på, at dybt fortrolige aflyttede samtaler mellem advokater og deres klienter ikke straks er blevet slettet.

I 151 tilfælde blev samtaler ikke slettet, som de burde, har en ny redegørelse fra Rigspolitiet vist.

I forbindelse med en større oprydning har politiet fundet yderligere et større antal aflytninger med fortrolige samtaler, som heller ikke er blevet håndteret korrekt.

"Alvorlige fejl" er justitsminister Nick Hækkerups (S) ord om sagen.

"Man skal naturligvis kunne stole på, at politiet håndterer disse klientsamtaler i overensstemmelse med retsplejelovens regler. Derfor finder jeg det meget beklageligt, at det ikke har været tilfældet i en række sager," skriver han til Folketingets retsudvalg.

De enkelte politikredse har fået instruks om, at de skal tilintetgøre skriftligt materiale eller andet, som har relation til samtalerne. Det står i en redegørelse, som Folketingets retsudvalg forleden modtog.

På Twitter omtaler advokat Mette Grith Stage lørdag, at hun er blandt de advokater, der er blevet orienteret om fejlene.

"Skræmmende, at myndighederne ikke har større respekt for princippet om, at forsvarer og klient i et retssamfund har ret til 100 % fortrolig kommunikation," skriver hun.

I redegørelsen forsøger Rigspolitiet at finde forklaringer på miseren. I politikredsene har der i et vist omfang ikke været "et tilstrækkeligt kendskab til aflytningssystemets funktioner". Arbejdet kræver en høj grad af specialisering, og når medarbejdere udskiftes, tabes vigtig viden, hedder det.

I de enkelte politikredse har det også knebet med cheferne. Der har ikke været "et tilstrækkeligt ledelsesmæssigt fokus på at følge op" på procedurerne om at få slettet fortrolig snak.

Især en kombination af "menneskelige fejl og systemmæssige uhensigtsmæssigheder" kan forklare, hvorfor politiet ikke har efterlevet reglen i retsplejeloven, lyder det.

Men det er Rigspolitiets "indtryk, at politiet generelt er meget opmærksom på, at kommunikation mellem en forsvarer og dennes klient nyder en særlig beskyttelse", hedder det.

Lørdag efterlyser Landsforeningen af Forsvarsadvokater mere præcis information fra Rigspolitiet om affæren.

Blandt andet er formanden, advokat Kristian Mølgaard, nervøs for, om politiet under efterforskningen kan have gjort brug af oplysninger fra de fortrolige samtaler.

/ritzau/