Der er ikke grundlag for at rejse en straffesag mod flere betjente fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i forbindelse med ulovlige aflytninger i sagen om Emilie Mengs forsvinden.

Det konkluderer Statsadvokaten i København efter at have gennemgået sagen, som Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) har efterforsket.

Da politiet i 2016 efterforskede 17-årige Emilie Mengs forsvinden, aflyttede en gruppe frivillige en mand i Korsør.

Siden kunne DR Nyheder i 2019 berette, at flere betjente blev efterforsket i forbindelse med de frivilliges aflytninger.

Og nu er Statsadvokaten altså kommet frem til, at der ikke er grundlag for at rejse en sag mod betjentene. Det ærgrer Steen Djurtoft, der er advokat for den mand, som blev ulovligt aflyttet.

Han vil derfor klage over afgørelsen til Rigsadvokaten.

- Vi synes ikke, at det er en tilfredsstillende afgørelse, siger Steen Djurtoft.

I DR-dokumentaren "Emilie Meng - En efterforskning går galt" blev der vist en optagelse, der viser, at de frivillige fortæller betjente fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi om aflytningen.

- Dokumentationen ligger jo i form af de optagelser, der indgik i tv-udsendelsen. Vi synes, at der ligger en stiltiende opfordring til facebookgrupperne til at køre videre med deres ulovlige efterforskning.

- Det er så politiklagenævnets og statsadvokaturens opfattelse, at sådan er det ikke. Det er en afgørelse, som vi har indbragt for Rigsadvokaten og venter på Rigsadvokatens stillingtagen til det, siger Steen Djurtoft og tilføjer:

- Hvis man ikke kan lægge det (opfordringen, red.) til grund, er sagen forældet. Og så kan man ikke gøre mere ved det.

Det var Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, der bad Den Uafhængige Politiklagemyndighed om at undersøge sagen. I forbindelse med DR's beskrivelse af sagen i efteråret beklagede politiet.

- Man efterlades med et indtryk af, at politiet ser igennem fingre med den ulovlige aflytning. Det er på ingen måde i orden, og det tager vi klart afstand fra, lød det fra politikredsen i et skriftligt svar til DR.

Den aflyttede mands nabo mistænkte ham for at holde Emilie Meng skjult. Naboen installerede derfor mikrofoner og lytteudstyr i muren på hans hus.

Kvinden blev siden dømt for optagelserne, som var ulovlige.

Emilie Meng forsvandt 10. juli fra Korsør Station efter en bytur med sine venner. Juleaftensdag samme år blev hendes lig fundet af en forbipasserende i en sø ved Borup.

Drabsmanden er endnu ikke fundet.

/ritzau/