Fængselspersonale foreslår, at man laver særlige afdelinger til afhoppere fra rocker- og bandemiljøet. I dag svigtes de i fængslerne, lyder det.

Afhoppere, som bryder ud af rockerklubber eller bander, svigtes i fængslerne. Det mener de ansatte i fængslerne, der efterlyser specielle afdelinger til at hjælpe afhoppere.

Som det er nu, isoleres de i gamle arresthuse for eksempel på en politistation med ringe mulighed for resocialisering. Det er nemlig et af de få steder, de kan sidde i sikkerhed for deres tidligere bandekammerater, som de har vidnet mod.

- Det er jo klart sværere at resocialisere nogen i et mindre arresthus, hvor mulighederne er mere begrænsede. Det giver jo sig selv i den sammenhæng, at de ikke har de samme muligheder, som de har i et afsoningsfængsel, siger Kim Østerbye, der er formand i Fængselsforbundet.

Han mener, man bør overveje at lave særlige afdelinger til afhopperne, så de kan sidde fængslet under samme vilkår som de rockere og bandemedlemmer, de skal beskyttes mod.

- Måden at løse det på er at gøre det samme, som vi har gjort med rockerafdelinger og sætte dem på særlige afdelinger, som er isoleret fra resten af fængslerne, siger han.

Her vil afhopperne kunne sidde i fængsel sammen og dermed have større mulighed for omgang med andre mennesker og dermed mindre fare for at bryde sammen psykisk.

Hos Kriminalforsorgsforeningen peger formand John Hatting på, at de danske fængsler og arresthuse er så nedslidte, at de ikke er gearede til de kriminalitetsproblemer, der er i dagens Danmark, hedder det i en pressemeddelelse.

Begge formænd mener, at fingeren peger mod politikerne, for hvis problemet skal løses, koster det penge.

- Hvis vi skal til at gøre noget særligt, så afsonere, der er frafaldne fra rockergrupperne, skal sidde på specialafdelinger, så vi kan beskytte dem mod resten, så koster det, siger Kim Østerbye.

Forholdene for eksrockerne fremgår også af en skriftlig rapport, som Østjyllands Politi ifølge Berlingske Tidende har sendt til rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg.

/ritzau/